Arv er ikke automatisk særeje. Hvis du vil sikre, at en arv ikke skal deles med arvingens ægtefælle ved skilsmisse, eller at arven også skal holdes særligt adskilt ved dødsfald, skal det normalt bestemmes udtrykkeligt. For arv fra en forælder eller anden arvelader sker det som udgangspunkt i et testamente, mens ægtefæller, der vil gøre egen nuværende eller fremtidige arv til særeje, typisk skal bruge en ægtepagt. Efter ægtefælleloven er en ægtepagt kun gyldig, når den er underskrevet af begge ægtefæller og tinglyst i personbogen.
Hvad er udgangspunktet?
Er du gift, er udgangspunktet delingsformue, også kaldet formuefællesskab. Det betyder ikke, at I ejer alt sammen i det daglige, men det betyder, at formuen som hovedregel indgår i delingen, hvis ægteskabet ophører. Danmarks Domstole beskriver på deres vejledning om arv og testamente, at en ægtepagt kan ændre dette ved at gøre bestemte værdier til særeje.
Det er derfor en udbredt misforståelse, at arv automatisk bliver holdt uden for delingen. Det gør den ikke. Hvis der ikke er bestemt særeje, vil arven som udgangspunkt indgå i modtagerens delingsformue.
Er I ikke gift, er situationen en anden. Samlevende arver ikke automatisk hinanden, hvilket fremgår af borger.dk. For ugifte er et testamente derfor ofte vigtigere end særeje, og hvis I ejer noget sammen, kan en samejeoverenskomst også være relevant.
Hvordan kan arv gøres til særeje?
Efter ægtefællelovens § 23 kan en arvelader og en gavegiver bestemme samme former for særeje, som ægtefæller selv kan aftale efter lovens § 12, dog ikke sumsæreje og sumdeling. Når bestemmelsen vedrører arv, skal den efter § 23, stk. 3, træffes ved testamente.
Det betyder i praksis, at en forælder for eksempel kan skrive i sit testamente, at barnets arv skal være:
- skilsmissesæreje,
- fuldstændigt særeje, eller
- kombinationssæreje.
Det er også muligt for ægtefæller selv at aftale, at fremtidige erhvervelser skal være særeje, for eksempel fremtidig arv til den ene ægtefælle. Det følger af mulighederne for erhvervelsessæreje i ægtefællelovens § 12. Her er det altså ikke arveladerens testamente, men ægtefællernes egen ægtepagt, der bærer løsningen.
De vigtigste former for særeje ved arv
Skilsmissesæreje
Skilsmissesæreje beskytter først og fremmest ved separation og skilsmisse. Arven skal da ikke deles med ægtefællen. Ved dødsfald deles formuen derimod som udgangspunkt, medmindre der også er truffet anden bestemmelse. Denne model vælges ofte, når man vil beskytte et barn mod en fremtidig skilsmisse, men ikke nødvendigvis ønsker at stille barnets ægtefælle svagere ved dødsfald.
Fuldstændigt særeje
Fuldstændigt særeje beskytter både ved skilsmisse og ved død. Det er vigtigt at forstå, at fuldstændigt særeje ikke gør en ægtefælle arveløs. Det betyder blot, at der ikke først sker deling af aktivet som delingsformue. Den efterlevende ægtefælle har stadig arveret efter arveloven og eventuelt efter testamente.
Efter arvelovens § 9 arver en ægtefælle halvdelen af afdødes ejendele, hvis afdøde efterlader sig livsarvinger, og ægtefællen arver alene, hvis der ikke er livsarvinger. Har afdøde fuldstændigt særeje, indgår dette derfor i dødsboet, men det fordeles efter arvereglerne og ikke ved en forudgående ligedeling.
Kombinationssæreje
Kombinationssæreje er en mellemform. Den bruges ofte, når man vil have en løsning, der beskytter ved skilsmisse, men hvor virkningen ved død afhænger af, hvem der dør først. Det kan være praktisk i sammenbragte familier eller i ægteskaber, hvor man både vil beskytte egne børn og samtidig sikre den længstlevende rimeligt.
Hvad betyder særeje for den konkrete arv?
Særeje kan have stor betydning for, hvem der i praksis får glæde af værdierne over tid. Hvis en datter arver 1 mio. kr. som særeje og senere bliver skilt, er udgangspunktet, at værdien ikke skal indgå i ligedelingen. Hvis hun derimod arver pengene uden særejebestemmelse, vil beløbet som udgangspunkt kunne få betydning i en deling ved skilsmisse.
Hvis særejemidler blandes med delingsformue ved køb af et aktiv, opstår der ofte spørgsmål om ejerforholdene ved et senere skifte. Efter ægtefællelovens § 24 bliver et aktiv, der er købt både for særeje og delingsformue, som udgangspunkt brøkdelssæreje. Det betyder, at aktivet deles op forholdsmæssigt i en særejedel og en delingsformuedel. Dokumentation for finansieringen er derfor vigtig.
Efter ægtefællelovens § 25 er det, der træder i stedet for særeje, og indtægter af særeje, som udgangspunkt også særeje. Sælges en arvet særejeaktieportefølje og bruges provenuet til at købe en lejlighed, vil lejligheden derfor som udgangspunkt følge samme særejeordning. Det samme gælder normalt afkastet, medmindre ægtefællerne gyldigt har aftalt noget andet.
Særeje ved død: et punkt mange overser
Når der tales om særeje, tænker mange kun på skilsmisse. Men ved arv er dødsfald mindst lige så vigtigt. Danmarks Domstole oplyser i en vejledning om uskiftet bo, at en ægtefælle ikke kan sidde i uskiftet bo, hvis afdøde kun havde fuldstændigt særeje. Det kan få stor praktisk betydning for længstlevendes økonomi og handlefrihed.
Hvis formålet er at beskytte et barns arv mod skilsmisse, men stadig give barnets ægtefælle en rimelig stilling ved barnets død, er fuldstændigt særeje derfor ikke altid den bedste løsning. I nogle familier passer skilsmissesæreje bedre. I andre giver kombinationssæreje bedst mening. Valget afhænger af, om det vigtigste er beskyttelse ved skilsmisse, kontrol ved dødsfald eller en balance mellem de to.
Hvornår skal du bruge testamente, og hvornår skal du bruge ægtepagt?
- Vil du som forælder eller bedsteforælder bestemme, at arv til et barn eller barnebarn skal være særeje, er værktøjet normalt et testamente.
- Vil I som ægtefæller aftale, at den enes nuværende eller fremtidige arv skal være særeje, er værktøjet normalt en ægtepagt.
- Er I samlevende uden at være gift, kan I ikke bruge ægtepagt som ægtefæller kan. Her er testamente og eventuelt samejeaftaler typisk de relevante dokumenter.
På borger.dk om testamente fremgår det desuden, at et testamente kan indeholde bestemmelse om, at arven skal være arvingens særeje. Samme side beskriver også, at et testamente kan oprettes som notar- eller vidnetestamente.
Gamle dokumenter kan kræve en ekstra gennemgang
Reglerne står i dag i ægtefælleloven, som trådte i kraft den 1. januar 2018. Overgangsreglerne i lovens § 76 betyder dog, at ældre særejebestemmelser stadig kan skulle vurderes efter tidligere regler, hvis der er tale om gave modtaget før lovens ikrafttræden, eller arv fra en arvelader, der døde før denne dato. Har du et ældre testamente eller en ældre ægtepagt, bør ordlyden derfor læses konkret og ikke kun efter de nye betegnelser.
Praktiske råd før du beslutter dig
- Vær præcis om formålet: Skal arven beskyttes ved skilsmisse, ved død eller begge dele?
- Vælg den rigtige dokumenttype: testamente for arveladerens bestemmelse, ægtepagt for ægtefællernes egen aftale.
- Sørg for klar ordlyd om særejeformen. Ordet “særeje” alene er ofte for upræcist i praksis.
- Tænk på følgevirkningerne: uskiftet bo, særbørn, længstlevendes økonomi og fremtidige køb for arven.
- Gem dokumentation for, hvordan arvemidler bruges, hvis de senere investeres i bolig, virksomhed eller værdipapirer.
Kort konklusion
Særeje og arv hænger tæt sammen, men løsningen afhænger af, hvad du vil opnå. Vil du styre arvens vilkår for modtageren, er testamentet normalt nøglen. Vil ægtefæller beskytte egen formue eller fremtidig arv, er ægtepagten ofte nødvendig. Og hvis målet er at undgå misforståelser eller senere konflikter, bør dokumentet være klart om både særejeformen og virkningen ved skilsmisse og dødsfald.