Ja, en længstlevende ægtefælle kan godt sidde i uskiftet bo, selv om afdøde har særbørn, men kun hvis særbørnene samtykker. Uden samtykke kan boet ikke udleveres til uskiftet bo med dem. Det følger af arvelovens §§ 17-18. I praksis betyder det, at mange sammenbragte familier bør tage stilling til spørgsmålet, mens begge ægtefæller lever, og ofte samtidig overveje testamente og i nogle tilfælde ægtepagt.
Hvad er hovedreglen om særbørn og uskiftet bo?
Hovedreglen er enkel: Uskiftet bo er en mulighed for ægtefæller, ikke for samlevende, og når den førstafdøde efterlader sig særlivsarvinger, kræver uskiftet bo deres samtykke, jf. arvelovens § 18. Har ægtefællerne kun fælles børn, kan længstlevende som udgangspunkt overtage delingsformuen til uskiftet bo efter § 17.
Det er vigtigt at være præcis med, hvis særbørn der menes. Det er den førstafdødes særbørn, der udløser samtykkekravet i § 18. Hvis det kun er den længstlevende ægtefælle, der har børn fra et tidligere forhold, er det ikke i sig selv en hindring for uskiftet bo efter den førstafdøde.
Hvad indgår i et uskiftet bo?
Det uskiftede bo omfatter ægtefællernes delingsformue. Mange kalder det stadig fælleseje, men lovens nuværende udtryk er delingsformue. Den terminologiske ændring blev gennemført ved lov nr. 550 af 30. maj 2017, og efter lovens § 17 trådte ændringen i kraft den 1. januar 2018.
Hvis afdøde kun havde fuldstændigt særeje, kan længstlevende derfor som udgangspunkt ikke sidde i uskiftet bo. Det fremgår af systematikken i arvelovens §§ 17 og 23, og Danmarks Domstole beskriver også, at man ikke kan sidde i uskiftet bo, hvis afdøde kun havde fuldstændigt særeje, i vejledningen Dødsboskifte 2025.
Som udgangspunkt indgår også det, længstlevende senere erhverver, i det uskiftede bo, medmindre det er gjort til fuldstændigt særeje. Reglerne har dog særlige undtagelser, blandt andet for visse forsikrings- og pensionsmidler, jf. arvelovens § 23.
Betingelserne for at få boet udleveret uskiftet
Uskiftet bo er ikke kun et spørgsmål om børn og samtykke. Der gælder også andre krav:
- Længstlevende skal være ægtefælle og selv anmode om uskiftet bo, jf. arvelovens § 20 og Domstolenes blanket Anmodning om uskiftet bo.
- Længstlevende skal som hovedregel være solvent. Efter § 19 kan et bo ikke udleveres uskiftet, hvis længstlevende ikke har tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Der findes dog undtagelser ved ubetydelig insolvens eller hvis livsarvingerne samtykker efter at være gjort bekendt med insolvensen.
- Længstlevende overtager et personligt ansvar for den førstafdødes forpligtelser, jf. § 25.
- Inden 6 måneder efter dødsfaldet skal længstlevende indlevere en formueoversigt til skifteretten, jf. § 22. Se også Domstolenes formueoversigt og vejledning til formueoversigten.
Borger.dk beskriver tilsvarende, at længstlevende kan få boet udleveret uskiftet, hvis økonomien kan bære det, og hvis der er fælles børn eller afdødes særbørn giver tilladelse, se Guiden Når livet slutter.
Samtykke fra særbørn
Når afdøde efterlader sig særbørn, er samtykke ofte det afgørende punkt. Domstolene har en særlig blanket til formålet: Samtykke til uskiftet bo. Af blanketteksten fremgår det også, at samtykket ikke kan tilbagekaldes.
Er et særbarn umyndigt, eller er der beskikket værge eller skifteværge, kan skifteretten efter arvelovens § 18, stk. 2 tillade uskiftet bo, hvis værgen eller skifteværgen samtykker, og hvis løsningen er forsvarlig under hensyn til barnets interesser og den længstlevendes forhold. Hvis boet udleveres uskiftet med mindreårige særbørn, overtager længstlevende den afdødes forsørgelsespligt over for dem, jf. § 18, stk. 3.
Hvis særbørnene siger nej
Siger særbørnene nej, kan længstlevende ikke få boet udleveret til uskiftet bo med dem. Det betyder ikke nødvendigvis, at hele familiens økonomi bryder sammen, men det betyder, at arven til særbørnene skal håndteres ved skifte i stedet for at blive udskudt.
Her bliver reglerne om arvehenstand ofte relevante. Efter arvelovens §§ 35-37 kan skifteretten give længstlevende henstand med udbetaling af hele eller dele af arven til en livsarving efter den førstafdøde, hvis arven ikke kan udbetales uden at sælge fast ejendom, løsøre eller andre aktiver, som er nødvendige for at opretholde hjemmet eller erhvervet. Henstand gives for 5 år og kan forlænges med yderligere 5 år, hvis betingelserne fortsat er opfyldt. Der skal som udgangspunkt stilles fuld sikkerhed.
Et typisk eksempel er, at længstlevende ellers måtte sælge familiens bolig for straks at kunne udbetale særbørnenes arv. Arvehenstand er ikke det samme som uskiftet bo, men det kan være en praktisk nødløsning, når samtykke ikke kan opnås.
Hvilke rettigheder og risici følger med uskiftet bo?
Længstlevende får en meget vid rådighed. Efter arvelovens § 24 udøver længstlevende i levende live en ejers rådighed over det uskiftede bo. Det er netop derfor, mange ægtefæller ønsker denne løsning.
Men rådigheden er ikke uden grænser. Hvis længstlevende misbruger sin rådighed og væsentligt formindsker boet eller skaber nærliggende fare for det, kan en livsarving kræve skifte, jf. § 29. Loven nævner blandt andet uforsvarlige spekulationsforretninger, urimeligt forbrug og gaver, der står i misforhold til boets formue, som eksempler på misbrug. Der kan også opstå krav om vederlag eller omstødelse, jf. §§ 30-32.
Desuden skal længstlevende skifte det uskiftede bo ved indgåelse af nyt ægteskab, jf. § 26, stk. 2. Længstlevende kan også vælge at skifte når som helst, herunder med en eller flere livsarvinger, jf. § 26, stk. 1.
Kan et testamente løse problemet?
Et testamente kan ikke ophæve kravet om særbørnenes samtykke til uskiftet bo. Samtykkespørgsmålet følger af arvelovens § 18 og kan ikke bare skrives væk.
Et testamente kan derimod have stor betydning for, hvor meget længstlevende arver straks. Når afdøde efterlader både ægtefælle og børn, arver ægtefællen efter loven halvdelen, jf. § 9. Børnenes tvangsarv er en fjerdedel af deres arvelod, jf. § 5. I mange almindelige familiekonstellationer betyder det, at man ved testamente kan stille længstlevende til at modtage op til 7/8 af boet, mens børnene deler 1/8 som tvangsarv. Det kan gøre et skifte langt lettere at gennemføre, selv hvis særbørnene ikke vil give samtykke.
Vil man planlægge den løsning, bør man normalt se på både testamente og familiens formueordning. Hvis ægtefællerne har eller overvejer særeje, kan en ægtepagt få direkte betydning for, om der overhovedet er en delingsformue at sidde i uskiftet bo med.
Tre praktiske eksempler
1. Afdøde har et særbarn og et fællesbarn
Mand og hustru er gift. Hustru dør og efterlader ét fælles barn med manden og ét barn fra et tidligere forhold. Manden kan ikke automatisk overtage hele boet uskiftet. Barnet fra det tidligere forhold skal samtykke, hvis manden også skal sidde i uskiftet bo i forhold til det barn.
2. Kun længstlevende har børn fra tidligere forhold
Mand og hustru er gift, og det er kun manden, der har børn fra et tidligere forhold. Hustru dør uden egne særbørn. Mandens egne særbørn er ikke i sig selv en hindring for, at manden kan sidde i uskiftet bo efter hustruen, fordi samtykkekravet retter sig mod den førstafdødes særlivsarvinger.
3. Afdøde havde kun fuldstændigt særeje
Hvis den afdødes formue alene var fuldstændigt særeje, er udgangspunktet, at længstlevende ikke kan sidde i uskiftet bo. Her må man i stedet se på skifte, eventuel testamentarisk beskyttelse af ægtefællen og den konkrete formueordning mellem ægtefællerne.
Det vigtigste at tage med
Det korte svar er derfor: Særbørn spærrer ikke altid for uskiftet bo, men de kan bestemme, om længstlevende må sidde i uskiftet bo med dem. Samtykke er hovednøglen. Uden samtykke må arven til særbørnene håndteres ved skifte, eventuelt suppleret af arvehenstand. Et testamente kan ikke erstatte samtykket, men det kan i mange tilfælde mindske den arv, der skal udbetales straks, og dermed gøre situationen mere håndterbar.