En ejeraftale er det dokument der regulerer forholdet mellem anpartshaverne i et selskab. Det er ikke et lovkrav, og det er ikke en del af de dokumenter Erhvervsstyrelsen kræver ved stiftelsen. Men det er alligevel det vigtigste dokument i mange selskaber med flere ejere. En virksomhed der drives uden en ejeraftale, er en virksomhed hvor de vigtigste spørgsmål er ubesvaret. Hvad sker der hvis én ejer vil ud? Hvem bestemmer hvad? Hvad sker der hvis en ejer dør? Disse spørgsmål opstår uundgåeligt, og er de ikke besvaret på forhånd, besvares de i en konflikt.
Hvad er en ejeraftale?
En ejeraftale er en privatretlig aftale mellem anpartshaverne i et selskab der regulerer deres indbyrdes forhold og forholdet til selskabet. Den er ikke en del af vedtægterne og er ikke offentlig tilgængelig. Det er en fortrolig aftale mellem parterne der supplerer vedtægterne med de bestemmelser vedtægterne ikke kan eller ikke bør indeholde.
Vedtægterne er selskabets offentlige grundlov og regulerer de overordnede rammer for selskabets drift. De er registreret hos Erhvervsstyrelsen og er tilgængelige for alle. Ejeraftalen er den private aftale der regulerer det der er for følsomt eller for specifikt til at fremgå af et offentligt dokument.
Det er en distinktion der er vigtig at forstå. Vedtægterne regulerer selskabet. Ejeraftalen regulerer ejerne og deres indbyrdes forpligtelser. Begge dokumenter er nødvendige, og de skal koordineres så de ikke modstrider hinanden.
En ejeraftale er juridisk bindende mellem de parter der har underskrevet den. Den binder ikke tredjeparter og binder ikke selskabet direkte, medmindre det er aftalt. En ny anpartshaver der ikke er part i ejeraftalen, er ikke bundet af dens bestemmelser. Det er en praktisk udfordring der skal adresseres ved optagelse af nye ejere.
Hvornår er en ejeraftale nødvendig?
En ejeraftale er relevant i alle selskaber med mere end én ejer. Det er den korte version. Den lidt længere version er at behovet er særlig akut i bestemte situationer.
To ligeværdige ejere med 50 procent til hver er den situation der oftest ender i konflikt. Er I to ejere med lige store ejerandele og ingen af jer har det afgørende ord, er ethvert alvorligt uenighed potentielt en dødvande. Hvem bestemmer når I er uenige? Vedtægterne og selskabsloven har ingen god løsning. Ejeraftalen kan have det.
Ejere med ulige ejerandele har brug for en ejeraftale der afspejler den reelle magtbalance. En minoritetsejer med 20 procent er ikke ligegyldig, og en ejeraftale kan give minoritetsejeren visse rettigheder og beskyttelse der ikke fremgår af den blotte ejerandel.
Ejere med meget forskellig involvering i driften har behov for at regulere hvad der gælder for den ejer der er aktiv i selskabet, og hvad der gælder for den der blot er passiv investor. Hvad er forventningerne? Hvad kompenseres der for? Hvad sker der hvis den aktive ejer ophører med sin indsats?
Familieejede virksomheder og generationsskifter er situationer hvor ejeraftalen er afgørende for at sikre en ordnet overgang og undgå konflikter mellem familiemedlemmer med modsatrettede interesser.
Iværksætterselskaber med investorer kræver en ejeraftale der balancerer investorernes krav om indflydelse og beskyttelse med grundlæggernes behov for operationel frihed.
Ejeraftalens centrale elementer
En ejeraftale er ikke et standarddokument. Den skal tilpasses den konkrete situation, ejerkredsen og selskabets forretningsmæssige karakter. Men der er en række centrale elementer der næsten altid bør adresseres.
Ejerandele og stemmerettigheder
Ejerandelene og stemmerettighederne bør fremgå klart, herunder om alle anparter giver de samme stemmerettigheder, eller om der er aftalt forskellige klasser af anparter med forskellige rettigheder.
Beslutningskompetence
Beslutningskompetence er et af de vigtigste elementer. Hvilke beslutninger kræver simpelt flertal? Hvilke kræver kvalificeret flertal, fx to tredjedele? Og hvilke kræver enighed? En ejeraftale der ikke tager stilling til dette, efterlader de vigtigste beslutninger i en gråzone.
Forkøbsret
Forkøbsret regulerer hvad der sker, hvis en anpartshaver ønsker at sælge sin andel til en tredjepart. De øvrige anpartshavere bør have en forkøbsret, dvs. en ret til at købe andelen til den pris en ekstern køber har tilbudt, inden salget til tredjeparten gennemføres. Det sikrer at ejerkredsen ikke ufrivilligt udvides med fremmede.
Prisfastsættelse
Prisfastsættelse er det punkt der oftest giver anledning til tvist, og det er præcis derfor det skal aftales på forhånd. Hvad er prisen for en anpartshaver der ønsker ud? Er det baseret på en formel, en uafhængig vurdering, eller en kombination? En ejeraftale der ikke adresserer prisfastsættelsen, efterlader den til en forhandling i en konfliktsituation.
Tag along og drag along
Tag along og drag along er to klausuler der regulerer hvad der sker ved et salg af en majoritetsejer eller ved et salg af hele selskabet. Tag along giver minoritetsejere ret til at sælge deres andel på samme vilkår som majoritetsejeren. Drag along giver majoritetsejeren ret til at tvinge minoritetsejerne med på et salg på samme vilkår. Begge klausuler er relevante og bør afbalanceres.
Konkurrenceforbud
Konkurrenceforbud regulerer om anpartshaverne må drive konkurrerende virksomhed, både under og efter ejerskabet. Det er en klausul der er særlig relevant for aktive ejere der er dybt involveret i driften og har adgang til virksomhedens kunder og know-how.
Dødsfald og udtræden ved sygdom
Hvad sker der ved en ejers dødsfald er det spørgsmål der oftest overses i opstartsfasen, men som er afgørende at have taget stilling til. Er de øvrige ejere forpligtet til at overtage afdødes andel? Har de en ret til det? Til hvilken pris? Og hvad sker der hvis de ikke ønsker det? Uden en bestemmelse herom kan selskabet ende med at have afdødes arvinger som utilsigtede medejere.
Hvad sker der ved en ejers langvarige sygdom eller manglende evne til at varetage sine ejerpligter er en tilsvarende vigtig bestemmelse. Er ejeren i stand til at opfylde sine forpligtelser? Hvornår udløses en tvungen overdragelse?
Beslutningsstrukturen
Beslutningsstrukturen er kernespørgsmålet i mange ejeraftaler og det der i praksis afgør om selskabet kan drives effektivt.
Tre niveauer er typiske i en velfungerende beslutningsstruktur.
Daglige driftsbeslutninger træffes af direktøren inden for de rammer bestyrelsen eller anpartshaverne har fastsat. Det er beslutninger om det løbende arbejde der ikke kræver ejernes involvering.
Strategiske beslutninger, fx større investeringer, nye produktlinjer, ansættelse af nøglemedarbejdere eller indgåelse af væsentlige kontrakter, kræver typisk bestyrelsens eller anpartshavernes godkendelse med simpelt flertal.
Fundamentale beslutninger, fx salg af selskabet, optagelse af nye anpartshavere, væsentlige vedtægtsændringer eller kapitalforhøjelse, kræver typisk kvalificeret flertal eller enighed.
Jo mere præcist disse niveauer er defineret i ejeraftalen, jo færre konflikter opstår der om hvem der må beslutte hvad. Det er en investering i tid ved udformningen der betaler sig mangedobbelt i den daglige drift.
Deadlock og konfliktløsning
En deadlock opstår når ejerne er uenige om en vigtig beslutning og ingen af dem har det afgørende ord. Det er den situation der er mest destruktiv for et selskab, og det er den situation en veldisponeret ejeraftale forebygger.
For et selskab med to ligeværdige ejere er deadlock-mekanismen et af de vigtigste elementer i ejeraftalen.
En mæglingsklausul kan foreskrive at ejerne ved uenighed forsøger at løse konflikten via en neutral mægler inden videre skridt tages.
En casting vote giver en bestemt person, fx bestyrelsesformanden, det afgørende stemme ved stemmelighed. Det er en simpel løsning, men den kræver at der er enighed om hvem der har casting vote og på hvilke beslutninger.
En Russian roulette-klausul er en mere drastisk mekanisme. Den giver den ejer der aktiverer klausulen ret til enten at sælge sin andel til den anden til en bestemt pris, eller at købe den andens andel til den samme pris. Det er en effektiv deadlock-løsning fordi den giver begge ejere incitament til at fastsætte en fair pris, men den kan føre til at den ejer med den stærkeste finansielle position overtager den andens andel.
En Texas shoot-out er en variant hvor begge ejere afgiver et lukket bud på en bestemt dato, og den der byder højest overtager den andens andel til den tilbudte pris.
Ingen af disse mekanismer er perfekte, og valget af den rette afhænger af ejerkredsen, virksomhedens karakter og de konkrete omstændigheder.
Ejeraftale og holdingstruktur
I selskaber med en holdingstruktur er ejeraftalen mere kompleks, fordi den skal regulere forholdet på et eller flere niveauer i strukturen.
Er der to ejere der hver har sit eget personlige holdingselskab, og disse holdingselskaber tilsammen ejer driftsselskabet, er det holdingselskaberne der er anpartshavere i driftsselskabet. Ejeraftalen regulerer da forholdet mellem holdingselskaberne som ejere, og den bør koordineres med de aftaler der gælder for de personlige holdingselskaber.
Det er en struktur der kræver at ejeraftalen er gennemtænkt på alle niveauer, og at der ikke er modstrid mellem de aftaler der gælder på henholdsvis driftsselskabets og holdingselskabernes niveau.
Hos Netadvokaten udarbejder vi ejeraftaler der tager højde for holdingstrukturen og koordinerer aftalerne på alle niveauer i strukturen.
Ejeraftale og stiftelse af ApS
Den bedste tid at oprette en ejeraftale er inden selskabet stiftes, eller senest samtidig med stiftelsen. Det er det tidspunkt hvor alle parter er enige, optimistiske og motiverede for at finde gode løsninger.
Er der konflikter ved stiftelsen, er det et advarselstegn. Er der ikke konflikter, er det let at aftale reglerne for de konflikter der kommer. En ejeraftale der er forhandlet og underskrevet inden selskabet er registreret, er stærkere og mere gennemtænkt end en der forsøges lavet, efter en konflikt er opstået.
Overvejer du at oprette et ApS med en partner, er ejeraftalen et dokument du bør have på plads inden du registrerer selskabet. Den bør udformes af en advokat der kender selskabsretten og kan sikre at alle relevante forhold er adresseret.
Ejeraftale og vedtægterne
Ejeraftalen og vedtægterne regulerer overlappende forhold fra to forskellige vinkler, og de skal koordineres præcist.
Vedtægterne er offentlige og binder selskabet og alle anpartshavere, herunder fremtidige anpartshavere der ikke var med ved stiftelsen. Ejeraftalen er privat og binder kun de parter der har underskrevet den.
En bestemmelse der er vigtig for selskabets drift og binder alle nuværende og fremtidige anpartshavere, bør fremgå af vedtægterne. En bestemmelse der regulerer de nuværende ejeres indbyrdes forhold og ikke skal binde fremtidige ejere automatisk, hører hjemme i ejeraftalen.
Er der modstrid mellem vedtægterne og ejeraftalen, er udgangspunktet at vedtægterne gælder over for selskabet og tredjeparter, mens ejeraftalen gælder i forholdet mellem de parter der har underskrevet den. Modstrid bør undgås ved at gennemgå begge dokumenter i sammenhæng.
Ejeraftale og direktørkontrakten
I selskaber hvor en eller flere ejere er aktive direktører, er forholdet mellem ejeraftalen og direktørkontrakten vigtigt at have styr på.
Ejeraftalen regulerer ejernes indbyrdes forpligtelser og rettigheder som anpartshavere. Direktørkontrakten regulerer direktørens vilkår og ansvar som leder. De to roller er separate, og de to dokumenter bør ikke modstrider hinanden.
Et konkret eksempel: ejeraftalen kan indeholde en bestemmelse om at en anpartshaver der fratræder som direktør, er forpligtet til at sælge sine anparter. Det er en bestemmelse der kobler ejerskabet til den aktive involvering i driften. En sådan bestemmelse skal koordineres med direktørkontraktens opsigelsesvilkår, så konsekvenserne er klare og rimelige for alle parter.
Ejeraftale og virksomhedsoverdragelse
Ved en virksomhedsoverdragelse er ejeraftalen et af de dokumenter der gennemgås i due diligence. En køber vil forvente at finde en klar og veldokumenteret ejeraftale, og indholdet af den kan have stor betydning for transaktionen.
Er der forkøbsretsklausuler i ejeraftalen, kan de begrænse sælgerens frihed til at sælge til hvem vedkommende ønsker. Er der tag along-klausuler, kan de give minoritetsejerne ret til at deltage i salget på samme vilkår. Og er der drag along-klausuler, kan majoritetsejeren tvinge minoritetsejerne med på et salg.
Disse klausuler bør gennemgås grundigt inden en salgsproces påbegyndes, og deres konsekvenser bør indgå i planlægningen af transaktionen. En ejeraftale der er uhensigtsmæssig i en salgssituation, kan forsinke eller besværliggøre processen markant.
Opdatering af ejeraftalen
En ejeraftale der er oprettet ved stiftelsen og aldrig opdateret, passer sjældent til situationen mange år senere. Ejerkredsen ændres, selskabets størrelse og karakter ændres, og de vilkår der var rimelige i opstarten, er ikke nødvendigvis rimelige i en moden virksomhed.
Det er god praksis at gennemgå ejeraftalen med jævne mellemrum og opdatere den ved væsentlige ændringer i selskabets eller ejernes situation. Det kan fx være relevant ved optagelse af nye anpartshavere, ved en ejers udtræden, ved en markant ændring i selskabets størrelse eller aktivitet, og ved etablering af en ny holdingstruktur.
En opdatering kræver at alle parter er enige og underskriver den nye aftale. Det er ikke muligt for den ene part at ændre ejeraftalen ensidigt.
Ejeraftale og beslutningsreferat
Beslutninger der er truffet i overensstemmelse med ejeraftalen, bør dokumenteres i beslutningsreferater. Det gælder uanset om beslutningen er truffet på en generalforsamling eller i en mere uformel sammenhæng.
Er der en klausul i ejeraftalen om at visse beslutninger kræver kvalificeret flertal, bør det fremgå af referatet at kravet er opfyldt. Er der en klausul om at visse beslutninger kræver enighed, bør det fremgå at alle parter har accepteret.
Et beslutningsreferat der dokumenterer at en beslutning er truffet i overensstemmelse med ejeraftalen, er den bedste beskyttelse mod efterfølgende anfægtelser fra en utilfreds anpartshaver.
De mest almindelige fejl
At drive et selskab med flere ejere uden en ejeraftale. Det er den hyppigste og potentielt dyreste fejl. Et samarbejde uden en ejeraftale er et samarbejde uden spilleregler, og spilleregler aftales bedst inden konflikten opstår.
At udskyde ejeraftalen til konflikten er opstået. Det er for sent. En ejeraftale forhandles bedst når alle er enige og motiverede. Vent ikke.
At bruge en standardskabelon uden tilpasning. En ejeraftale der ikke afspejler den konkrete ejerkreds, selskabets karakter og de specifikke risici, er en ejeraftale der ikke beskytter tilstrækkeligt.
At glemme prisfastsættelsesmekanismen. En ejeraftale uden en klar metode til at fastsætte prisen ved en ejers udtræden, er en kilde til tvist. Fastlæg metoden på forhånd.
At glemme hvad der sker ved dødsfald. En ejer der dør efterlader sine anparter til sine arvinger. Er der ingen bestemmelse om dette, kan selskabet ende med utilsigtede medejere.
At glemme koordinationen med vedtægterne. Ejeraftale og vedtægter der modstrider hinanden, skaber juridisk usikkerhed. Gennemgå begge i sammenhæng.
At glemme at opdatere ejeraftalen ved ændringer. En forældet ejeraftale afspejler ikke den aktuelle situation og beskytter ikke parterne tilstrækkeligt.
At lade ejeraftalen ligge uden at kommunikere dens eksistens. En ejeraftale der eksisterer men aldrig kommunikeres til nye ledelsesmedlemmer eller rådgivere, kan overses i en due diligence eller i en konfliktsituation.